Folketællinger

I slutningen af 1700-tallet begynder man i Danmark at foretage folketællinger. Af hensyn til skatteudskrivningen og udskrivningen af soldater havde regeringen brug for at kende befolkningens størrelse og dens fordeling på alder, køn og erhverv.

På landet var det præsten eller degnen, der stod for tællingen. Fra prædikestolen fik alle husfædre besked på at møde op på en bestemt dag, tællingsdagen. Hver husfader skulle så redegøre for sin husstand. Når tællingerne var slut, blev listerne sendt til rentekammeret.

På Birkerød lokalhistoriske arkiv findes alle eksisterende folketællingslister for Birkerød Sogn fra den første liste, der er fra 1787 og til 1911. Det vil sige lister fra årene 1787, 1801, 1834, 1840 og fremover for hvert 5. eller 10. år.
Alle listerne er transskriberede og maskinskrevne og har navneindeks.

Listerne er opdelt efter sognets landsbyer (ejerlav) og inden for disse i husstande. Der angives altid navne og alder på alle personer i husstanden samt deres titel og/eller stilling i familien (søn, tjenestepige osv.)

Herforuden angives fra og med 1845 fødestedet for hver person.

Luk vindue