BLF :: Birkerød Lokalhistoriske Forening

Kunstnere:
Georg Jensen

Georg Jensen arbejdede som keramiker og billedhugger i Birkerød, før han i 1904 startede sin lille sølvsmedie i København. I 1994 markerede "Georg Jensen Sølv" sit 90 års jubilæum med en udstilling hos A.Madsen, Birkerød Hovedgade.

Georg Jensen havde sammen med sin gode ven Joachim Petersen (senere professor Joachim på Den kongelige Porcelænsfabrik) købt huset på Søvej 12 (dengang Bistrupvej) og havde indrettet keramik-værksted i et udhus tæt ved Birkerød Sø. Udhuset med ovn lå endnu ved søbredden, indtil for få år siden. Georg Jensen boede på 1. sal i huset sammen med sine 2 sønner af første ægteskab og sin husholderske, kaldet Magne. I bogen "Georg Jensen, En kunstner - og hans slægt”, skrevet af Walter Schwartz i 1958, fortælles bl.a. om Georg Jensens liv i Birkerød:

Georg Jensen tumlede med nogle udkast til sølvarbejder, men Joachim, som Frederik Dalgas ved Den kongelige Porcelainsfabrik havde opmuntret til at fortsætte som keramiker, overtalte ham til et kompagniskab.

Joachim financierede købet af et hus paa Bidstrupvej i Birkerød. »Enemærket« hed det og var stort nok til at rumme to familier. Joachim og hans kone boede i stuen og Georg Jensen, Magne og drengene ovenpaa.

Joachim havde ogsaa staaet for opførelsen af ovnen, som optog den ene halvdel af udhuset i haven. I den anden halvdel anbragte de pottemagerhjulene paa lange borde - der drejede de skaale og vaser og formede figurer til brænding.

Bedre arbejdsvilkaar havde de aldrig haft. Omkostningerne var smaa, birkebrændet fik de billigt hos en gammel skovarbejder; saa billigt, at ingen turde sværge paa, at det oprindeligt var ærligt erhvervet. Brændingen foregik som regel om natten, og naar skæret fra skorstenen farvede himlen rød, foldede beboerne omkring Bidstrupvejen hænderne og bad til, at de to pyromaner ikke brændte byen af. Det hændte, at brændingen mislykkedes, og næste morgen maatte der gaa bud til skraldemanden, som fik en skibsøl og en dram for ulejligheden med at fjerne skaarene - de skønne spildte drømme.

For Georg Jensen blev landlivet en fornyet inspiration; især aftenerne fyldte ham med stille glæde. Der var kun et par skridt gennem haven ned til søen og sivene. Paa modsat bred lyste en hvid gavl paa en bondegaard blegrødt. Solen maatte være ved at gaa ned, et slør af mosekonebryg havde lagt sig over vandet; i den stille luft hørtes lyden af en le, der skar sig gennem modent græs. Aabnede man vinduet til haven, kunne man indsnuse den sødlige duft af ferskvand. Han kendte alle egnens dufte og lyde. Det var de samme lyde, han ude i Raadvad havde ligget og lyttet til - stemmer, som langvejs fra førtes over vandspejlet, og skriget af en forskræmt fugl, der blev gennet fra sit leje.

Især havde han mærket sig duftene. Naar han en sommeraften gik hjem fra stationen, var de saa stærke, at han ville være i stand til at orientere sig alene efter dem. Han kunne være gaaet vejen med lukkede øjne. Til venstre for jernbaneoverskæringen duftede det krydret fra ledvogterens høstak, længere fremme til højre strakte sig en hæk af vilde roser, og der hvor hækken hørte op, laa paa modsat side af vejen en mark, hvis rug var ved at skride, og hvorfra lugten af dugvaad jord og fugtigt korn ramte hans næsebor. Fortsatte han saa langs rugmarken, kom han forbi en gaard, hvor emmen fra varme køer sivede ud fra stalden. Lidt efter stod han ved sit hus; her duftede der som regel af brænderøg fra værkstedshuset, naar Joachim var ved at fyre op under ovnen til nattens keramiske arbejde.

Georg Jensens største sorg var i virkeligheden, at keramikken kastede saa lidt af sig. Han var tvunget til at fortsætte paa værksteder i København. En tid blev han, hvad der med en fin betegnelse kaldtes »kunstnerisk leder« hos P. Ipsens Enke. Her formede han figurer og brugsgenstande i terrakotta: ampler, urtepotter med bladmotiver, askebægre med musegrupper, potter med kaalmotiver eller harehoveder, havfrue-kummer - smaaarbejder, der gik som varmt brød. Himlen tilgive ham, men det var jo egentlig ikke hans skyld, at folk nu netop havde den smag. Naar køberne var glade, kunne han med god samvittighed tage imod sin ugeløn. Den eneste figur, han ville kalde sin, var en statuette »Urmennesket«, en muskuløs mandsskikkelse med bue og pil, staaende ved et dræbt vildsvin.

En aften i sommeren 1904
En sommeraften i 1904 blev Georg Jensen staaende længere end sædvanlig ved vinduet i værkstedsrummet i Birkerød. Natten var ved at falde paa, snart ville bøndergaardenes længer lyse fosforhvide mod himlen. Her havde han staaet for et par maaneder siden, urolig og usikker ved ikkeat vide, hvilket maal han styrede efter. Var han billedhugger, keramiker eller sølvsmed? Han følte det, som var en uhyre vægt løftet fra hans skuldre nu, da fremtiden saa smaat begyndte at lade sig kortlægge.

Baade kunstnerisk og menneskeligt var han vokset. Nye planer fødtes i hans hjerne, planer, som slet ikke kunne rummes i den tilværelse, han havde skabt sig i Birkerød. Naar han før i tiden stod her ved vinduet og inde fra huset hørte børnenes pludren og Magnes formanende røst - naar lydene fra menneskenes færden paa marker og i stalde naaede hans øre som et ekko fra hverdagen, ja, saa ønskede han, at netop denne stund maatte vedvare. Men saadan var det ikke mere. Nu følte han tværtimod en ubændig trang til at gøre sig fri, til at løsne de baand, der bandt ham til mennesker, som i virkeligheden kun var ham en klods om benet ... Han tænkte ikke paa nogen bestemt, men greb sig dog i at kigge op til Magnes vindue. . .,Ærgerlig trak han gardinet for, før han tændte petroleumslampen paa arbejdsbordet og gav sig til at hamre paa et smykke, der skulle være færdigt til aflevering næste dag.

Det blev sent, inden han hængte sin hvide arbejdskittel paa et søm, ryddede op paa bordet og løftede petroleumslampen op over sit hoved for at se, om han nu ikke havde glemt noget.

Lyset faldt paa en buste, stillet hen i et hjørne af værkstedet, et portræt af en ung pige, en lægedatter fra Hørsholm. Han satte lampen fra sig igen og drejede busten rundt, saa han kunne se den fra alle sider. Den var lavet i vinter, da alting saa saa haabløst ud. Han havde nok ikke dengang haft overskud til at tilkendegive sin glæde over at arbejde efter saa smuk en model. Hvor taalmodigt havde hun ikke siddet for ham og af og til smilet over hans bistre tavshed.

Georg Jensen fløjtede, da han pustede lampen ud for at gaa op i seng. I virkeligheden var busten aldrig blevet helt færdig; ved lejlighed ville han aftale et nyt møde ... Det gav alligevel rygstød endelig engang at være blevet selvstændig med egen forretning og svend paa værkstedet. Livet var alligevel ikke løbet fra ham...

Han fløjtede stadig, da han laaste og puttede nøglen i lommen. Magne var oppe endnu, han kunne se lys i køkkenet. Hun havde været saa tavs de sidste dage og blegere end sædvanlig. Gud ved, hvad hun ville sige, hvis der korn en ny kvinde i huset. Mon hun virkelig ville blive jaloux? Han lo lidt. Noget krav paa ham havde hun da ikke ... saadan da ...
Han var paa vej til sit soveværelse, da hun aabnede døren fra køkkenet ud til trappen.

»Det er sent,« sagde hun. Hendes stemme lød træt. »Da ikke senere end sædvanligt.«

De stod tavse og saa paa hinanden. Georg Jensen begyndte at ane, hvad der ville komme. Magne trak vejret tungt, hun havde svært ved at faa ordene frem.
»Det var kun det, jeg ville sige ... jeg venter mig ... vi kan lige saa godt se det i øjnene ... jeg skal have et barn ... «

De blev gift den 30. september 1904.

Nogen forskel saadan i det daglige var der jo ikke sket, siden de blev gift, og lille Vibeke var kommet til verden. Det var det samme med frokostpakker til Georg Jensen og drengene, der gik i skole, og vask og rengøring og middagsmaden, der stod færdig, naar Georg kom hjem. For det meste gik han straks bagefter over i værkstedet og hamrede og tegnede til langt ud paa natten; mange gange saa hun ham ikke før næste morgen, og saadan kunne det gaa i ugevis. Godt var det, at han havde faaet sit eget; keramikken var de i hvert fald ikke blevet rige paa. Georg var paa det sidste blevet en helt anden. Han havde lagt sig lidt ud og bar sig som en mand, der nok ved, at han har folk i sit brød. Nu sjuskede han heller ikke saa meget med paaklædningen; hun skulle ikke evig og altid huske ham paa at faa slipset bundet, inden han løb til stationen, og passe at sokkerne ikke var umage.

Det føltes alligevel, at familien var blevet forøget. Det var som om der blev mindre plads i stuerne, efter at den lille var født. Vidar og Jørgen, der skulle passe deres lektier, var flyttet ned i et kælder-værelse, hvor de kunne té sig med deres bøger, dyr og sager. Drengene havde arvet deres fars interesse for dyr.

Det kunne godt være besværligt, som da Georg nede hos ledvogteren, købte en ged til dem og ikke tænkte paa, at den hurtigt voksede sig stor og uregerlig; og børn glemmer jo at passe deres dyr, og hvem var der saa andre til at gøre det end hun. Der blev vel nok gjort stads af det dyr; sikken palaver der var, naar ungerne masede rundt i gaarden og haven med geden og var ved at vælte staffeliet for Joachim, der stod og malede foran vinduet. Men det kunne hun da ikke gøre for; de drenge gjorde, hvad der passede dem.

Nemt var det ikke med to familier i ét hus, som tilmed kendte hinanden saa godt, og hensyn skulle man jo tage, og de andre gjorde det ikke. Det kunne ikke undgaas, at man traadte hinanden over tæerne, hvor meget man saa gjorde sig umage for at holde sine hos sig selv. Hun mærkede godt nok, at Georg syntes, det var hendes fejl, selv om han var alt for god til at sige det rent ud, men Joachims kone var heller ikke til enhver tid let at komme ud af det med.

God og venlig var Georg, aldrig et haardt ord til børnene, og altid tænkte han saa pænt paa dem derhjemme. Da uroen tog ham, og han igen maatte af sted til Paris, som de slet ikke havde raad til, havde han gaver til dem allesammen, da han kom hjem, en fjerboa og en flaske eau de Cologne til hende og en hvid rotte til børnene. Sær var han jo paa sin maade. Han havde rotten i lommen i toget hjem hele vejen fra Paris, og engang var den smuttet fra ham, og alle passagererne i kupeen havde skreget op, og til sidst var den da blevet fundet inde under et af sæderne. Saadan noget morede Georg, selv om de fleste ikke kunne se det morsomme ved at rende rundt med rotter i lommerne til stor gene for andre mennesker. Nu gik rotten i et bur nede hos Jørgen og var blevet gigtsvag paa det sidste; gudskelov døde den vel snart af alderdom.

Det var nu mærkeligt med Georg, det kunne altid ses paa ham, naar han gik rundt med en ide til et eller andet; han hverken hørte eller saa, og saa pludselig for han ud paa værkstedet og sled og masede, og hvis arbejdet ikke straks lykkedes, bandede han og sagde, at nu var talentet gaaet fløjten - og lidt efter sang han! Men det maatte hun indrømme ham, at naar han var glad, forstod han at dele glæden med andre; der var ingen ende paa alt det gode de skulle have, naar han engang blev rigtig berømt og rig og kendt over hele verden, herregud, ja.

Det blev nok i hvert fald ikke i hendes tid, hvis det nogensinde blev.

Værst var det om søndagen, naar der kom gæster. Der skulle vartes op, og nutidens unge damer var jo ikke af dem, der gik og hjalp til i køkkenet; de havde nok aldrig rørt i en gryde, for slet ikke at tale om at have hænderne i sæbevand. De blev siddende nede i haven og gantedes med herrerne. Og hvad de saa kunne finde paa! Kaade blev de jo, og Georg vidste altid noget at divertere dem med; der var ingen til at spille klovn som han. Engang havde han lavet en buste af Joachim, og da han viste den frem til gæsterne, sagde de baade det ene og det andet om, at den ikke lignede og saadan, og saa raabte Georg, at hvis busten var mislykket, var det fordi han savnede én til at inspirere sig! Saa fandt Joachim paa at deklamere noget af Henrik Ibsen - og fra den dag gik det rask fremad med busten, og alle sagde, den var god ...

Men hun vidste nok, hvad Georg havde ment med det, han savnede...

Det var ikke sunget ved hendes vugge, at hun skulle blive gift med saadan en mand, som alle mennesker saa op til. Naar hun tænkte paa den dag, hun tiltraadte pladsen, og hele huset var i sorg over den døde mor, og Georg Jensen havde sagt, at nu maatte hun være god ved de to smaa pus, og der var hverken orden eller rent nogen steder, og penge til det nødvendige var der heller ikke altid, i det hus gik alting op og ned. Og havde det ikke været for drengenes skyld, saa ...

Georg Jensen og hans 3. hustru Johanne.

Georg Arthur Jensen data
Født31. aug. 1865 i Raadvad
Død2. okt. 1935 i Hellerup
Gift 1. gang 7. april 1891 med Marie Christiane Antonette Wulf (død 1897). 2 sønner
Gift 2. gang 30. sept. 1904 med Maren Pedersen (kaldet Magne, død 1907). 1 datter
Gift 3. gang 15 nov. 1907 med Laura Julie Johanne Nielsen (død 1918). 2 døtre og 1 søn
Gift 4. gang 31. juli 1920 med Agnes Christiansen. 1 datter og 1 søn

Opdateret Onsdag, 27. Jul 2005 Skrevet af Jytte Dahlbom 1755 læsninger


	Birkerød Lokalhistoriske Forening - Birkerød Lokalhistoriske Arkiv og Museum \| Velkommen Gæst \| Onsdag, 08. Sep 2010 02:51	Printervenlig side \| Ny bruger \| Log ind


	Design In-JeT ApS