BLF :: Birkerød Lokalhistoriske Forening

Ebberødgård - en institutions historie

Navnet Ebberød (eller Ebbæruth) omtales første gang i et skøde fra 1346. Ebberødgårds historie tilbage til de ældste kilder er beskrevet af Hanne Mikkelsen og Tormod Hessel i det indledende kapitel til overlæge Torben Hvams bog om "Ebberødgård", udgivet af BLAM i 1993. Senest skrev Tormod Hessel en artikel om Ebberød til "Folk og minder i Nordsjælland" i 2001. Man får her et grundigt indblik i gårdens lange, omskiftelige historie før 1890, hvor den blev solgt til åndssvageforsorgen.

På det tidspunkt var der ikke meget af fordums storhed tilbage. En beretning i bladet "Nordstjernen" fra 1890 har titlen "Et Besøg på Ebberødgaards Ruiner". Misrøgt og forfald prægede den gård, der kort forinden var blevet "solgt til Idiotanstalten, som vil indrette en Plejestiftelse for en Del af Lemmerne, der da skal sysselsættes med Markarbejde og Haandgjerning" . Den gamle ejer havde " levet her i en Menneskealder uden Slægt og Venner, tilsidst så godt som ogsaa uden Tyende. Nu er det forbi. Den originale 80aarige Eneboer har nu forladt Gaarden og travle Hænder forvandle det forfaldne Ebberød til en velsignelsesrig Anstalt for aandssvage Stakler".

Ebberødgård blev i sandhed et travlt sted igen. Igennem næsten hundrede år skulle det blive en af Birkerøds største arbejdspladser og opholdssted for mange hundrede åndssvage, for nogle af dem livsvarigt og rækkende ind i døden. Men hvorfor valgte man at anlægge en åndssvageanstalt ude i Rude Skov ?

Åndssvageforsorg var et forholdsvis nyt begreb i det 19. århundrede. Åndssvage havde hidtil været henvist til familiens omsorg eller fattigvæsenet og fristede ofte en kummerlig tilværelse, lænket, eller i bure og dårekister. Imidlertid bredte der sig fra udlandet en bevægelse for at forbedre forholdene for såvel sindssyge som åndssvage. Overlæge H. Selmer beskriver i sin bog fra 1841: "Almindelige Grundsætninger for Daarevæsnets Indretning" dårevæsenets mangler og behovet for at oprette helbredelsesanstalter og plejeanstalter.

Den danske åndssvageforsorg startede med, at en komite ledet af Dr. Hübertz indsamlede penge til at oprette en "Helbredelsesanstalt for idiotiske, svagsindige og epileptiske Børn". Der indkom så mange bidrag, at man i 1855 kunne købe Gamle Bakkehus på Frederiksberg. Man startede med 20 børn i det gamle Rahbekske hjem. Der kunne ifølge statutterne kun optages børn, hvis tilstand gav håb om helbredelse eller forbedring.

I de første 2 år fik anstalten ingen offentlige tilskud, men i 1857 fik man tilladelse til at drive et lotteri, hvis første årsoverskud blev brugt til at opføre en ny bygning. Den udvidede anstalt blev også åbnet for uhelbredelige børn.

I 1862 blev det optimistiske navn "Helbredelsesanstalt" udskiftet med "Idiotanstalt". Måske var det småt med helbredelserne. I hvert fald var det, trods flere udvidelser i de følgende år, vanskeligt at huse de forskellige grader af åndssvage på den forholdsvis lille anstalt. Der opstod da et ønske om at finde et passende sted, hvor man kunne anbringe den tungere del af klientellet, der skønnedes at være uden udviklingsmuligheder.

Ebberødgaard Plejehjem

I 1889 fik Idiotanstalten en arv på ca. 100.000 kr. fra en velgører, Baron Juel Brockdorff, og på initiativ af den ny formand for bestyrelsen, departementschef A. Asmussen, blev halvdelen af pengene brugt til at købe den 100 tønder land store, forfaldne landejendom Ebberødgård med henblik på at oprette en filial på dens jorder.

Beliggenheden i naturskønne omgivelser på landet, men alligevel tæt ved byen, kun ca. 3 km fra Birkerød jernbanestation, var ideel set ud fra de krav, man skulle stille til en anstalt ifølge Selmer. For at sysselsætte patienterne og sikre en høj grad af selvforsyning var " en landlig Beliggenhed med et passende Avlsbrug... en væsentlig Betingelse." Derudover måtte "En smuk Egn... betragtes som en særdeles gunstig Omstændighed for en Daareanstalt. Der vil altid være en stor Del af Patienterne, som er i Stand til at sætte Pris paa Naturens Skjønheder, og for disse er Indflydelsen af en venlig Beliggenhed og et afvexlende Landskab højst velgjørende". Det var således ikke primært for at gemme de åndssvage væk, at man placerede dem midt ude i skoven. Man troede på naturens helbredende kraft.

Skødet blev underskrevet den 10. maj 1890, og grundstensnedlæggelsen fandt sted næsten præcis et år efter, den 12. maj 1891. Den oprindelige plan havde været at oprette et arbejdshjem for 200 voksne mere eller mindre arbejdsføre mandlige alumner, men den blev udvidet til også at omfatte et plejehjem eller asyl. Anstalten kom således til at have plads til 400 åndssvage, et arbejdskompleks for 100 kvinder og 100 mænd, og et asylkompleks med 200 pladser. En anstalts bygninger skulle, ifølge Selmer, "ved deres Størrelse og Beliggenhed forene det Imposante med det Venlige". Hans anbefaling om en "smuk og grandios Stil" må siges at være blevet fulgt til punkt og prikke af arkitekt Wittrock, der stod for projekteringen af byggeriet. Der blev også anlagt et kapel og en kirkegård, smukt indpasset i naturen ved en lille sø ved skovbrynet.

Den 1. juni 1892 kunne Arbejds- og Plejehjemmet på Ebberødgård tages i brug som en filial af moderanstalten Gamle Bakkehus, der nu skiftede navn endnu en gang til "Skolehjem", en betegnelse, der var mere i overensstemmelse med det oprindelige formål. Den samlede anstalt fik navnet "Aandssvageanstalten Gl. Bakkehus-Ebberødgaard", der med udvidelsen var blevet en "fuldstændig" åndssvageanstalt i stand til at tage sig af alle grader af åndssvage. I løbet af sommeren 1892 overflyttedes 131 arbejdsføre og asylister til det nye hjem. Udefra kom der så mange alumner, at deres antal i foråret var steget til 250.

I november 1892 udgav "Illustreret Tidende" et særtryk om "Ebberødgaards Arbejds- og Plejehjem for Aandssvage", der tegner et nærmest idyllisk billede af forholdene på den ny anstalt:
<i>"Naar man kommer ind i den rummelige Gaard paa Ebberød, faar man straks et livligt Indtryk; ingen høje, hemmende Mure gøre Sindet tungt; man møder en Samling af smukke, fritliggende Pavillonbygninger, hvor Lys, Luft og Solskin have fri Adgang. Hovedkomplekset bestaar af en stor og fire mindre Pavilloner foruden en Avlsgaard, som afslutter Bygningsfirkanten." " Overalt paa Ebberød Gaard findes der en efterfølgelsesværdig Orden og Properhed, selv i de mest afsides liggende og ubenyttede Rum. Den Anke, man saa ofte - og med god Grund - rejser mod nye Anlæg, at der kun er tænkt paa Øjeblikkets Krav, uden Hensyn til Fremtiden, kan ikke ramme Bestyrelsen af Ebberød, thi her er bygget med Fremsyn".</i>

Ebberødgård var ved oprettelsen en mønsterinstitution, der var værd at vise frem. I de følgende år skete mindre udvidelser, hvorefter man i 1900 kunne åbne en afdeling for bedre betalende mandlige patienter i den tidligere overlægebolig. Den tidligere sommerbolig for bestyrelsens formand var allerede året før blevet omdannet til at være "Ebberødgaards villapensionat" for bedre betalende damer. De bedre betalende fik eneværelse og særforplejning og titel af pensionærer.

Pladstallet var stort set uforandret, ca. 450, ved 25 års jubilæet i 1917. Ebberødgård var da for længst gået fra at være "filial" til at være det betydeligste led i det, der nu hed "Den sjællandske Aandssvageanstalt" omfattende Gl. Bakkehus, Ebberødgård, Karens Minde, Lillemosegård og Gammelmosehus.
Voksende pladsmangel førte til en betragtelig udvidelse af Ebberødgård i årene 1918-24, projekteret af arkitekt Magdahl Nielsen. Der blev opført et stort nyt asylkompleks for mænd og et for kvinder. De hidtidige asylafdelinger blev forbeholdt børn. Avlsgården blev indrettet til værksteder, og en ny avlsgård blev opført i forbindelse med en betydelig arealudvidelse. Pladstallet blev herved fordoblet til ca. 900.

I et nummer af "Funktionæren" fra 1922 kunne man læse en artikel om "Det ny Ebberød". Der spores en vis beklagelse over, at "noget af det idylliske er gaaet tabt, som det altid gør, hvor den moderne Tid rykker frem. Det gamle Præg, som fandt sit Udtryk i Benævnelsen: Arbejds- og Plejehjem, og som paa mange virkede baade tillidsvækkende og hyggeligt, har maattet vige for den moderne Opfattelse, som efterhaanden omskaber Hjemmet til en Anstalt, og som giver sig Udslag i mange og store Bygninger, udstyret med alle de forskellige Anordninger, vor Tid kræver, men som nu engang ikke forliges med Idyllen, eller som i al Fald giver Idyllen en noget anden Form." Man kan synes, "at det ikke længere er den gamle Gaard, men snarere med sine over 40 Bygninger ligner en lille By."

Efter tilføjelsen af anstalten Rødbygård i 1930 ændredes navnet til "Østifternes Aandssvageanstalt".

Socialreformen i 1933 betød, at det herefter var staten, der påtog sig de økonomiske forpligtelser for de åndssvage, hvilket "fremkaldte en sand invasion af åndssvage til anstalterne". De åndssvage var før den tid ofte blevet anbragt i sognets fattighus, fordi det var den billigste løsning. Nu betød det imidlertid en besparelse for kommunerne at sende dem på institution, fordi staten betalte. Måske betød de mange indlæggelser, at der skete særligt mange fejlanbringelser efter socialreformen. Men pladsproblemerne bevirkede, at også udslusningen til familiepleje og antallet af udskrivelser fulgte trop. Med Hvams ord: "I flere årtier blev mere end halvdelen udsluset gennem begravelsesvæsenet. Endnu i 1920'erne var der årgange, hvor 1/3 af beboerne udslusedes på denne måde. I de meget store årgange efter socialreformen gik de dødes andel ned til 6-7 %."

Fra Danmarks Lærerforenings blad "Folkeskolen" (1937) har vi endnu en beretning fra et besøg på Ebberødgård. Der var da mellem 1100 og 1200 patienter. "Her paa deres eget Omraade, hvor Bølgelængden er afpasset efter deres Behov, hvor de værnes mod det, der vil dem ondt, - ogsaa naar det kommer fra Brist i deres egen Karakter, hvor de behandles, som det de er, som Patienter; her føler disse Mennesker sig lykkelige og hjemme, ogsaa fordi de paa alle Omraader befinder sig blandt Ligemænd. Derfor er det urimeligt, at ordet Aandssvageanstalt har faaet en Klang, vi ikke synes om; derfor er det paakrævet, at der findes et andet Navn, der dækker begrebet og det overmaade samfundsnyttige Arbejde, der udføres paa dette Omraade."

Ca. 1200 var pladstallet, da 50 års jubilæet blev fejret i 1942, ca. 2 ½ gange så stort som ved 25 års jubilæet.

Åndssvageloven af 1959 varslede moderne tider. Anstalten kom under staten og blev til "Centralinstitution". I 1950'erne og især i 1960'erne kom nye ombygninger og udvidelser, i særdeleshed et helt nyt børneafsnit. Af det særnummer, som funktionærbladet "SÅ.-nyt" udsendte i anledning af 75 års jubilæet i 1967, fremgår det, at formålet med ombygningerne "alene er en ajourføring med tidens krav og en modernisering, som vil medføre en betydelig reduktion af patienttallet". Det var i begyndelsen af 1970'erne faldet til ca. 1000. Vækstkurven var knækket. Det oprindelige mål havde været at samle de åndssvage på store institutioner, som ifølge Selmer var det optimale for et "Daarehospital". Ebberødgård blev åndssvageforsorgens første store institution. Nu vendte man sig bort fra totalinstitutionen som ideal, og målet blev "normalisering" af de åndssvage og udslusning til mindre enheder såsom bofællesskaber, i så vid udstrækning som muligt.

Historisk set var Ebberødgård fra starten opsamlingssted for det tungeste klientel, især fra København. Denne tendens var fortsat op til nyere tid med det såkaldte kvota-klientel, en patientgruppe, der kun vanskeligt lod sig "normalisere". De knappe ressourcer var hele tiden gået til at forbedre forholdene for de patientgrupper, hvor det skønnedes at nytte mest.

Fra "Lyset slukkes kl. 22. 00 " - Fotoserie af Morten Bo, 1975

I 1970'erne kom der for alvor fokus på forholdene for den tungere del af klientellet på de lukkede afdelinger. De havde til huse i de ældste nedslidte og utidssvarende bygninger. Patienterne sov stadigvæk i store sovesale, og hvad der i 1800-tallet blev anset for et stort fremskridt i forhold til indespærring i celler, betragtedes nu som en krænkelse af individets rettigheder. Uden tvivl havde de dårlige fysiske rammer deres del af skylden for, at brugen af fiksering var meget udbredt på Ebberødgård. Der var mange kritiske røster. Med kritikken fulgte en pose penge til afhjælpning af forholdene, hvad der fik brugen af tvangsmidler til at falde markant. Imidlertid var det ombudsmand Nordskov Nielsens stærkt kritiske rapport, hvor han karakteriserede forholdene som "uforsvarlige", der gav dødsstødet til institutionen Ebberødgård.

I 1977 blev Ebberødgård til "Forsorgscentret for Nordsjælland". Det varede kun kort. Da centret overgik til amtets administration i 1980, skete der, efter ønske fra personalet, et navneskift til "Svaneparken". Begrundelsen var, at de ansatte følte sig belastet af det ry, Ebberødgård havde faet på grund af skriverierne og den offentlige debat, og man ønskede at markere, at man startede på en frisk. Navnet Svaneparken blev kun brugt om "Bo- og behandlingscentret", ikke om sygeafdelingen og skolerne. 1 1988 tog amtet højtideligt afsked med Svaneparken, men navnet, der kun blev anvendt i sølle 8 år af institutionens lange historie, synes mærkværdigt nok at være blevet hængende. Kun enkelte dele af den gamle institution fungerede endnu ved 100 års jubilæet i 1992.

Ebberød

Som det ses, er der i tidens løb blevet anvendt en mangfoldighed af betegnelser for institutionen såvel som dens beboere. Navneskift, der dels afspejler det ændrede menneskesyn og de socialpolitiske realiteter, dels den nedslidning af ordene, der har fundet sted.

Den ældste bygningsmasse er nu omdannet til attraktive ejerboliger. Der er endnu en gang kommet nyt liv på Ebberødgård, eller i Ebberød, som området atter hedder med en tilbagevenden til det gamle stednavn.

Opdateret Torsdag, 21. Jul 2005 Skrevet af Merete Holm-Petersen 3594 læsninger


	Birkerød Lokalhistoriske Forening - Birkerød Lokalhistoriske Arkiv og Museum \| Velkommen Gæst \| Fredag, 03. Sep 2010 17:59	Printervenlig side \| Ny bruger \| Log ind


	Design In-JeT ApS